Vintermørke

Det er længe siden, at vintermørket har føltes så umulig mørkt for mig, som mørket denne vinter. Skyerne er trukket for dag og nat, vi ser kun stjernerne i glimt. Når der er nedbør, er der ingen frost, og når der er frost, kommer der ikke nogen nedbør. Der er dage, hvor dagen kun anes.

Tvillingerne på fem ville ud i mørket hver aften hen over julen hos vores søn og svigerdatter. Vi måtte alle derud! Mærke mørket så tæt på som muligt for at kunne holde det ud. Gribe om det. Om muligt begribe det. Vi legede gemmeleg og blev forskrækkede – voksne og børn. Der behøvedes ingen buske til skjul. Man kunne bare lægge sig på jorden med tykke flyverdragter på - og blive væk.

Da jeg lagde pigen i seng en aften, ville hun som så ofte have mig til at synge ”Der Mond ist aufgegangen”. Måske fordi hun ved, at jeg kan den udenad. Men jeg spurgte hende, om hun vidste, hvorfor hun så godt kunne lide den, og fortalte hende, hvordan deres far hver aften havde sunget den ind i mors mave, hvor de lå, før de blev født. ”Det forstod vi ikke dengang”, sagde hun og smilede alligevel fjernt.

Nej. Vi hører sjældent bevidst, hvad der hviskes til os i mørket.
For omtrent ti år siden var vi med gruppen Himmelbrønd på besøg hos Benediktinere og mødte broder Gaudentius, som læste for os af en lille bog, som han i sin tid som ung fik læst op af. Den lille bog blev årsagen til, at han valgte at være munk:

Med dagens tilbliven er det ligesom med menneskets tilbliven. Menneskebørnene må blive født. Også dagene bliver født. De fødes af natten. Af disse blide mødre. For nætterne er mødre, dybe og uudgrundelige, og i deres skød ligger meget i skjul. Men de bærer det tavst. Deres tavshed er stor, og man kan ikke være larmende i deres nærhed. Man må være andægtig. 

Det er sørgeligt, når et menneske ikke kan blive andægtig mere. Der findes mennesker, som ikke har nogen andagt. De er bange for det. De må tænke på så meget. Derved berøves de deres andagt. Derfor hader de også nattens tavshed og råber død over natten. Deres nætter har holdt op at være mødre, og der bliver ikke født dem nogle dage mere. Men i klostrene er nætterne forblevet mødre. For de andægtige munkes tavshed er stor om natten.

Natten som en moder, der føder dagen. Og med den fødes vi på ny hver dag. Og vi aner ikke, hvor meget der hviskes til os, hvor meget vi bliver vugget… hvor meget omsorg der er for vores fødsel hver eneste nat. Vi aner ikke, hvor meget der falder af vores sjæl som døde hudceller, vi ikke behøver mere. ”Det forstod vi ikke dengang”, sagde den fem-årige.

Men vi fødes ikke fuldkommen som ny. Mange skygger forbliver en del af vores liv. Det levede liv er ikke ligegyldigt. Det ville være en hån mod os, hvis vores erfaringer bare forsvandt. Skygger ligger og skygger for lyset og dybest set for vores viden eller vished om kærligheden. Men der har været en grund til det hele, og den grund giver os værdighed som menneske. Så når en skygge forløses, er det som når dagen forløses. Den nye dag står op over og midt i den gamle jord. Sådan set er der ikke noget, der er forandret. Men den nye dag betyder, at alt kan forandres eller transformeres til nyt. Anvendes til noget andet. En skygge letter måske pludseligt, og man ser, hvad den har skygget for.

Det var til en familieopstilling. Denne opstilling handlede om en datter, der ikke har set meget til sin far. Han har kun været hjemme i korte perioder, før han forsvandt igen. Ingen vidste rigtig, hvorhen. Vi stillede datteren og hendes far, og stedfortræderen til faren var forventeligt urolig. Vi tog også en stedfortræder for farfaren, og han var på samme vis urolig, måske endnu mere. Farfaren hørte i sit unge voksenliv til det danske mindretal i Tyskland. Og adspurgt, hvad det betød, fortalte datteren/barnebarnet, at farfaren var blevet indkaldt som soldat under 2. verdenskrig. Vi tog så en stedfortræder for en soldaterkammerat. Kammeraten gik uden for døren, men lod dog døren stå på klem. Farfaren skyndte sig efter med det samme. Og da vi åbnede døren helt, stod de to ved siden af hinanden med armene over skuldrene og smilede. Sådan kom de ind i rummet, og der sænkede sig med ét en ro over far og farfar. Deres ”rejse” havde nået sit mål. Farfaren havde en hjemløs kærlighed til kammeraten, som han ikke kunne få udtrykt, og hans søn, datterens far, havde gjort fælles sag med sin far. Der må have været sket noget frygteligt for den kammerat, og nu kunne det anerkendes med sorg og kærlighed. Det var det, der havde drevet både farfar og far. Da datteren så det, kunne hun åbne sit hjerte for sin far og tro, at hun også var elsket. Datteren græd. Smerten over det, der indtil da ikke kunne lade sig gøre, var stor.

Når skyggen er væk og solen kommet, kan der meget vel komme en stor sorg. Vi aner ikke, hvor meget vi bliver vugget i mørket. ”Vi forstod det ikke dengang.”

Anden juledag sagde vores søn pludselig: ”Se solen!” Og jeg kiggede ud på gårdspladsen og tænkte: jeg var lige ved at glemme, hvordan det ser ud og føles, når solen skinner på gårdspladsen. Hvor har det været mørkt.