I vores rationelle tidsalder er det egentlig misvisende at bruge ordet tro, fordi det oftest bliver set som en modsætning til viden: Hvis vi ikke ved det, må vi tro det, og troen kan afløses af viden, når vi har fået beviser for, hvordan noget forholder sig. Jeg ved at eller jeg tror at. Så snart dette lille ”at” kommer med, er vi gået i den rationelle modus. Men tro er ikke rationel. Vi må sige: jeg tror dig. Eller jeg tror dig ikke.

Tro er tillid (det græske ord ”pistis” kan oversættes med både tro og tillid). I forhold til den kristne tro, har Jens Rosendahl på smuk og genial vis udtrykt det i sin salme Troen er ikke en klippe, hvor troen hele vejen igennem beskrives som tillid og situationer, hvor tilliden svigter. Troen er ikke artikler trykt i en indbunden bog, tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog. Tillid er det vi udviser, når vi vover os udad, når vi trodser de givne omstændigheder og med livet for øje kaster os ud i det uoverskuelige. Ikke som et oprør mod viden, men som en nødvendighed, fordi livet kræver det af os. Sådan kommer tilliden til udfoldelse i hverdagen. Jens Rosendahls salme nævner ikke tilliden til Gud eksplicit.

Hvordan ser det så ud med den kristne tro – eller rettere tillid? Tillid er et relationsbegreb, dvs. at troen kun kan være til nogen og ikke til noget. Troen udtrykker sig i tillid til Jesu Kristi og vores far ved at tiltale Gud med ”du”, ved ikke at forsøge at definere, hvem eller hvad Gud er, men blot tiltale Gud med bøn, klage, sukke, fortvivlelse, magtesløshed, kærlighed, had, afsky, ydmyghed, stolthed, lovsang – kort sagt: med alt, hvad der rører sig i os. Troen er derfor ikke en præstation, men en relation, nemlig til Gud, og vel at mærke en relation, hvor man står fuldstændigt i det åbne i tillid til, at den jeg tiltaler eller anråber, hører og ser, sanser mig og (måske) svarer mig.