Du er her: 

 

 

 

 

Vi lever på Østen Om midt i bakket natur, hvor vejen ender. Her ønsker vi først og fremmest at leve ærligt med tilværelsen og hinanden og invitere andre til samtale om livet - det svære og det skønne.

     

     

    Scroll ned og læs lidt mere...

    Ele Maria Gabriele Bonde

    Født i Tyskland i 1958, stifter familie med Steen og bosætter sig i Danmark i 1978.

    • Uddannet som cand.phil fra Aarhus Universitet i musik og læreprocesser.
    • Videreuddannelse som bibliodramavejleder og uddanner og retræteleder. En 4-årig efteruddannelse fra Geistliches Zentrum für Spiritualitet und Begleitung hos katolske Pallottinere i Tyskland.
    • Videreuddannelse som Systemaufstellerin (DGfS). En systemisk fænomenologisk terapiform, også kaldt "familieopstilling" Er certificeret medlem af Deutsche Gesellschaft für Systemaufstellungen. 

    Steen Bonde

    Født 1954, stifter familie med Ele i 1978. 

    • Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet.
    • Er i mange år formand henh. generalsekretær i IKON-Danmark - en religionsdialogisk forening.
    • Videreuddannelse som retræteleder på Solåsen i Norge
    • Videreuddannelse i pastoral klinisk sjælesorg på Institutt for Sjelesorg i Modum Bad i Norge. 
    • Har været ansat som præst i Århus Kommune i Magistratens afdeling for Sundhed og Omsorg, hvor det handlede om samfundsrelaterede problemstillinger, især i forbindelse med ældreomsorg og integration.
    • Er hospitalspræst ved Aarhus Universitetshospital og ved Enhed for LIndrende Behandling. 

    Byggestene

    Forbundethed

    Det er en illusion at tro, at vores liv ikke har indflydelse på omverdenen.

    Atomfysikeren Albert Einstein taler om en radius for medfølelse for andre.

    Sociologen Hartmut Rosa beskriver resonansakserne - menneskets akse, den guddommelige akse og naturens akse - og hvordan alle kommer i svingning, når blot én begynder at svinge.

    Mystikeren og filosofen Martin Buber vier hele sit liv til at skrive om, hvordan relation er menneskets bestemmelse og at vi dør, når ikke vi siger Du.

    Mystikeren og teologen Ignatius af Loyala udvikler den personliggjorte tilgang til de bibelske fortællinger, for at komme på sporet af de underliggende komplekse sammenhænge.

    Psykoanalytikeren Bert Hellinger opdager den følelsesmæssige arv hen over fire generationer i en familie.

    Alle taler de ud fra en viden om forbundethed og sammenhænge og samtidig en bevidsthed om, at vi kun berører en ganske forsvindende lille flig af, hvad det vil sige at være forbundne. 

    Tro

    I vores rationelle tidsalder er det egentlig misvisende at bruge ordet tro, fordi det oftest bliver set som en modsætning til viden: Hvis vi ikke ved det, må vi tro det, og troen kan afløses af viden, når vi har fået beviser for, hvordan noget forholder sig. Jeg ved at eller jeg tror at. Så snart dette lille ”at” kommer, med er vi gået i den rationelle modus. Men tro er ikke rationel. Vi må sige: jeg tror dig. Eller jeg tror dig ikke.

    Tro er tillid (det græske ord ”pistis” kan oversættes med både tro og tillid). I forhold til den kristne tro, har Jens Rosendahl på smuk og genial vis udtrykt det i sin salme Troen er ikke en klippe, hvor troen hele vejen igennem beskrives som tillid og situationer, hvor tilliden svigter. Troen er ikke artikler trykt i en indbunden bog, tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog. Tillid er det vi udviser, når vi vover os udad, når vi trodser de givne omstændigheder og med livet for øje kaster os ud i det uoverskuelige. Ikke som et oprør mod viden, men som en nødvendighed, fordi livet kræver det af os. Sådan kommer tilliden til udfoldelse i hverdagen. Jens Rosendahls salme nævner ikke tilliden til Gud eksplicit.

    Hvordan ser det så ud med den kristne tro – eller rettere tillid? Tillid er et relationsbegreb, dvs. at troen kun kan være til nogen og ikke til noget. Troen udtrykker sig i tillid til Jesu Kristi og vores far ved at tiltale Gud med ”du”, ved ikke at forsøge at definere, hvem eller hvad Gud er, men blot tiltale Gud med bøn, klage, sukke, fortvivlelse, magtesløshed, kærlighed, had, afsky, ydmyghed, stolthed, lovsang – kort sagt: med alt, hvad der rører sig i os. Troen er derfor ikke en præstation, men en relation, nemlig til Gud, og vel at mærke en relation, hvor man står fuldstændigt i det åbne i tillid til, at den jeg tiltaler eller anråber, hører og ser, sanser mig og (måske) svarer mig.